Støtter Holte Roklub Venstre i valgkampen?
Søren Thomassen

Ja, det lyder helt usandsynligt, at en roklub skulle
kaste sig ind i valgkampen på en bestemt kandidats side,
men det er ikke desto mindre den tanke man får, når man
ser det brev som venstres kandidat Randi Mondorf har sendt
til min husstand i dag.
Brevet er adresseret til min kone, som er medlem af Holte
Roklub, indledes med et hjerteligt: ”Kære Roer” og ledsages
af et smukt billede af udsigten fra Holte Roklub. Her efter er
det en lang præsentation af Randi Mondorf, hendes familie
og deres store engagement i rosporten. Og så er der en flot
folder, hvor Randis mærkesager præsenteres
sammen med en opfordring til at stemme personligt på hende.
Nydeligt alt sammen, men jeg må altså bede om en forklaring på
hvordan Randi tilsyneladende kan bruge roklubbens
medlemskartotek til at udsende valgmateriale. Jeg går ud fra,
at jeg tager fejl, men skulle det alligevel være sådan at roklubbens
kartotek er til rådighed for kandidater til kommunalbestyrelsen,
så vil jeg da også gerne kunne benytte mig af det i min valgkamp.
Forklaring udbedes, Tak!